Summary translation of Jyllands-Posten article about Drummond in Colombia

Summary translation of an article in the Danish newspaper Jyllands-Posten, “Globalisering: Kulminens dødspatruljer”, by Kenneth Lund and Jonas Førstø, 30 July 2006. Danish original is available below.

This summary translation was provided for the Business & Human Rights Resource Centre by Janus Juell-Sundbye of Lawhouse.dk.

Globalisation: Coalmine death patrols

Kenneth Lund and Jonas Førstø, Jyllands-Posten, 30 July 2006

A total of three leaders of the union Sintramienergética, representing 1,200 mine workers in the La Loma mine in the northern Colombia, have been killed. The killings followed negotiations with Drummond, an American mine company, about improved working conditions in the mine and a request that Drummond increase safety for the workers and protect them from Colombia’s paramilitary group, United Self-Defense, allegedly hired by Drummond to protect the area surrounding the mine. Drummond’s lawyer, William Jeffress, dismisses the allegations. A trial against the company begins in October in Alabama, Drummond’s home state.

Close to La Loma, lies the Cerrejón mine, currently operated by a consortium consisting of BHP Billiton, Anglo American and Xstrata.

Since the mine began operation in the early 80s, it has grown steadily and now measures 16 by 56 kilometers. By the late 90s the mine was so big that a small village community, Tabaco, was in the way of its further expansion. For its owner at the time, ExxonMobil, there was only one solution: removing the village.

The mine offered economic compensation for moving, but rejected the villagers’ demands of re-housing the community collectively in similar surroundings nearby. The parties could not reach an agreement. In August 2001, the mine ran out of patience. It forced the residents of Tabaco from their homes, while bulldozers leveled the whole village. The case was brought all the way to the Colombian Supreme Court, which found that the villagers had been treated unfairly. They were given the right to collective re-housing, but today, four years later, the decision has still not been fulfilled.

Just a few years later, the Cerrejón mine was once again under fire for human rights abuses. This time the matter was a massacre of the indigenous people in the area, the Wayuu people. The tribe refused to move when the mine wanted to expand. Then, paramilitary forces stormed the village. Twelve people were killed, and thirty disappeared without a trace. The locals are convinced that the massacre was motivated by their reluctance to move to make way for the Cerrejón mine expansion.

But the mine totally dismisses the accusations: “We have had absolutely nothing to do with this massacre. Our only involvement has been supplying humanitarian aid to the victims of the massacre,” says the spokesperson of the European division of the Cerrejón mine, Ricardo Gaviria.

Professor Aviva Chomsky at Salem State College, who has visited the Wayuu people and gathered eyewitness accounts from the massacre, refuses to believe that the mine is innocent. But in this particular case, she still lacks the evidence: “We don’t have crystal clear evidence that proves that the Cerrejón mine ordered the massacre. But we do know that the companies behind the mine are paying the Colombian government for protection of their facilities. And there is clear evidence that the Colombian army cooperates with paramilitary groups, and that the Cerrejón mine benefits considerably from the fact that people in the region are disappearing.”

Aviva Chomsky has no doubt as to who ultimately has to enforce the law: “We, the consumers, have a moral obligation to speak up. If we made it entirely clear that we will not tolerate massacres and forced removals, I’m sure that the companies would change their methods.”

Original article in Danish:

Globalisering: Kulminens dødspatruljer

Jyllands-Posten 30. juli 2006, indblik, side 1

Fagforeningsmedlemmer bliver dræbt, landsbyer udryddes og civile udsættes for massakrer. Velkommen til Colombias minedistrikt, som leverer kul til danske kraftværker.

Af KENNETH LUND og JONAS FØRSTØ

Aftensolen sænkede sig, da konvojen af busser forlod mineområdet ved La Loma. En lang dag i den støvede kulmine var overstået, og turen gik de 50 kilometer mod Valledupar, hvor minearbejderne skulle overnatte.

Så langt nåede Valmore Lacorna og Victor Orcasita aldrig denne mandag aften. Bussen, de sad i, slog pludselig bremserne i, da 15 bevæbnede mænd dukkede op på vejen og trængte ind i bussen.

»Valmore Lacarno og Victor Orcasita! I har et problem med Drummond,« blev der ifølge vidner råbt.

Mændene, nogle klædt i militæruniform, begyndte at tjekke passagernes identifikationskort. Da de nåede til Valmore Lacarno, slæbte de ham ud af bussen, slog ham i hovedet med et gevær og skød ham i ansigtet. Nu kom turen til Victor Orcasita. Ham bandt de og slæbte ind i skoven. Nogle timer senere blev han fundet i vejkanten. Han var blevet skåret i brystet, hans tænder var slået ud, fingerneglene revet af, og han var blevet skudt i hovedet.

Valmore Lacarno og Victor Orcasita blev dræbt den 12. marts 2001. Lacarno var formand og Orcasita næstformand i fagforeningen Sintramienergiteca, der repræsenterer 1.200 minearbejdere i La Loma-minen i det nordlige Colombia. Kullet fra minen bliver sendt til kraftværker over hele verden, blandt andet Ensted-værket uden for Aabenraa, der er ejet af Elsam og leverer energi til det vestlige Danmark.

I ugerne op til deres død havde Lacarno og Orcasita ligget i forhandlinger med minens amerikanske ejer, selskabet Drummond fra staten Alabama. Fagforeningen krævede blandt andet, at Drummond forbedrede arbejdsforholdene i minen, hvor flere minearbejdere er døde i arbejdsulykker, og hvor mange arbejdere får rygproblemer af at arbejde med tunge maskiner.

Desuden krævede fagforeningen, at Drummond øgede sikkerheden for minearbejderne og beskyttede dem mod Colombias paramilitære gruppe, United Self-Defense. Netop denne gruppe var hyret af Drummond til at beskytte området omkring minen mod landets revolutionære guerilla-gruppe FARC. Den daglige transport mellem minen og Valledupar, hvor minearbejderne skulle sove, var en usikker tur i et lovløst område, hvor de højreorienterede paramilitære styrker og guerillagruppen bekæmpede hinanden. Derfor forlangte fagforeningen, at minearbejderne fik lov til at overnatte i sikkerhed på minens område. Drummond afviste kravet.

Da chokket over likvideringerne havde lagt sig blandt minearbejderne, fandt Gustav Soler modet til at overtage den ubemandede, men nu også livsfarlige post som formand for Sintramienergiteca. Også han gik i gang med at forhandle med Drummond om bedre sikkerhed for minearbejderne.

Syv måneder senere var Soler på vej hjem fra arbejde i en offentlig bus. Medlemmer af de paramilitære styrker skubbede ham ud af bussen og dræbte ham med to skud i hovedet.

»Vi ved, at Drummond har givet benzin, husly og mad til de paramilitære styrker, der udførte drabene. Og vi har vidner på, at nogle af lederne i Drummond har betalt styrkerne for at udføre mordene,« siger Daniel Kovalik, jurist i den amerikanske fagforening United Steelworkers of America.

Han yder advokatbistand til den colombianske fagforening, der sammen med de efterladte har lagt sag an mod Drummond. Og de er ikke i tvivl om, at de tre mord var bestillingsarbejde fra Drummond: »Lacarno, Orcasita og Soler blev myrdet, fordi de var dygtige fagforeningsledere. Drummond ville af med dem, og de vil skræmme andre minearbejdere væk fra fagforeningen,« står der i søgsmålet.

Drummonds advokat, William Jeffress, afviser beskyldningerne. I et interview med den amerikanske avis Wall Street Journal kalder han mordene for et anliggende mellem fagforeningen og de paramilitære styrker og mener, at retssagen mod Drummond er »nogle misundelige advokaters forsøg på at tjene penge fra et kapitalstærkt amerikansk selskab.«

Samtidig siger vicedirektør i Drummond, Mike Tracy, at der ikke findes nogen vidner på, at de paramilitære styrker skulle have råbt, at Locarno og Orcasita har et problem med Drummond. »Vi føler, at vi er ofre,« siger Drummond-chefen. Retssagen begynder til oktober i Drummonds hjemstat Alabama.

Landsby i vejen

Yderligere to fagforeningsledere hos Drummond blev dræbt i 2001. Og beskyldningerne mod kulminer stopper ikke her.

Nord for La Loma-minen på Guajira-halvøen ligger verdens største åbne kulmine, El Cerrejón Zona Norte. Minen er ejet af et konsortium af tre multinationale selskaber, BHP Billiton, Anglo American og Xstrata, og både Energi E2 og Elsam køber kul fra minen. Siden minen begyndte driften i begyndelsen af 1980'erne, er den vokset stødt og måler i dag 16 gange 56 kilometer.

I slutningen af 1990'erne var minen blevet så stor, at det lille landsbysamfund Tabaco lå i vejen for minens videre ekspansion. For minens daværende ejer, det amerikanske selskab ExxonMobil, var der kun en løsning: Landsbyen måtte fjernes. Minen tilbød landsbyens 700 indbyggere en økonomisk kompensation for at flytte, men afviste indbyggernes krav om at genhuse samfundet kollektivt på et tilsvarende stykke jord i området. Visse familier tog imod kompensationen, mens andre blev boende og dannede foreningen La Junta Pro-rebucacion de Tabaco, der kæmpede for kollektiv genhusning.

I august 2001 randt minens tålmodighed ud. 200 politimænd og sikkerhedsstyrker fra Cerrejón-minen tvang beboerne i Tabaco fra deres hjem, mens bulldozere fjernede landsbyen fra jordens overflade.

Foreningen i den lille landsby førte sagen til den colombianske højesteret og fik i 2002 medhold i, at de var blevet uretfærdigt behandlet. De fik tildelt retten til kollektiv genhusning, men i dag fire år senere er dommen stadig ikke ført ud i livet.

Afviser beskyldninger

Cerrejón-minen afviser stadig, at den har handlet forkert i Tabaco. Ifølge minen havde mange af landsbyens indbyggere slet ikke ytret ønske om at blive kollektivt genhuset. Tværtimod, siger en talsmand fra kulminen, der henviser til en spørgeundersøgelse bestilt af minen:

»95 pct. af Tabacos indbyggere ville hellere forhandle direkte med minen og sælge deres besiddelser individuelt i stedet for at forhandle kollektivt. Samtidig sagde mange af dem, at de havde mulighed for at bo andre steder i området«, siger Ricardo Gaviria, talsmand for Cerrejón-minens europæiske afdeling i Irland, CMC.

Han afviser, at minen på noget tidspunkt har forsøgt at lægge pres på Tabacos beboere og oplyser, at der i dag kun er syv ud af de oprindelige 700 indbyggere, der endnu ikke har indgået aftale med minen. »Det er denne minoritet, der står bag alle beskyldningerne,« siger Ricardo Gaviria.

At Cerrejón-minen skulle være uden skyld er Aviva Chomsky langt fra enig i. Hun er professor i latinamerikansk historie på Salem State College og ekspert i de colombianske kulminer:

»Tabaco var det første landsbysamfund, der blev fjernet med vold. Men i hvert fald fire andre landsbyer står for tur til at blive ødelagt af minen,« siger Aviva Chomsky. Hun mener, at Cerrejón-minen har haft en katastrofal påvirkning på civilbefolkningen.

»Minedriften har betydet, at hele livsgrundlaget for områdets landsbyer er blevet ødelagt. Rancheria-floden, hvor landbysamfundene har fisket siden tidernes morgen, er i dag kraftigt forurenet af kullet. Det er ikke længere muligt at dyrke jorden, og en 150 kilometer lang togbane, der fragter kullet til havnen, spreder konstant støj og kulstøv,« siger Chomsky.

De brændte børnene

Få år senere kom Cerrejón-minen igen i søgelyset i forbindelse med overtrædelser af menneskerettighederne. Denne gang var anledningen en massakre på områdets oprindelige befolkning, Wayuu-folket. Stammefolket boede i landsbyen Bahia Portete ikke langt fra minens havn, Puerto Bolivar, og nægtede at flytte, da minen ville udbygge Colombias i forvejen største havn.

Klokken halv syv, søndag den 18. april 2004 stormede paramilitære styrker landsbyen. 12 blev dræbt og 30 forsvandt sporløst. En af de overlevende, Debora Barros Fince, fortæller i et vidneudsagn: »De skar kvindernes hoveder af og puttede en granat i en af kvindernes hoveder. De bandt Rubén Epinayuu på 18 år bag en Toyota og begyndte at slæbe ham rundt. De brændte også to af børnene, der sad og gemte sig i en bil.«

De lokale har aldrig været i tvivl om, at massakren var motiveret af landsbyens modvilje mod at lade sig tvangsflytte, så Cerrejón-minen kunne udvide havnen. Men minen afviser blankt beskyldningerne: »Vi har absolut intet haft at gøre med denne massakre. Vores eneste indblanding har været at yde humanitær hjælp til ofrene for massakren,« understreger talsmanden Ricardo Gaviria.

Professor Aviva Chomsky, der har besøgt Wayuu-folket og indsamlet øjenvidneberetninger fra massakren, nægter at tro på minens uskyld. Men i denne konkrete sag mangler hun stadig beviserne: »Vi har ikke krystalklare beviser for, at Cerrejón-minen gav ordre til massakren. Men vi ved, at firmaerne bag minen betaler den colombianske regering for beskyttelse af deres anlæg. Og der er helt klare beviser for, at den colombianske hær samarbejder med paramilitære grupper, og at Cerrejón-minen i høj grad drager nytte af, at folkene i regionen forsvinder,« forklarer Aviva Chomsky.

Forbrugerne må råbe op

Den colombianske regering er lykkelig over de store kulminer og pengene, der følger med de multinationale selskaber bag. Den colombianske præsident, Alvaro Uribe Velez, har sagt, at landet har brug for tusind firmaer som Drummond - og ser man på den enorme opblomstring i minebyen La Loma, giver præsidentens ønske god mening. Nye butikker skyder op, beskæftigelsen stiger, og gennemsnitslønnen for byens arbejdere ligger et godt stykke over landsgennemsnittet.

Netop denne økonomiske vækst er ifølge Aviva Chomsky en vigtig årsag til, at de store selskaber kan overleve anklager om drab og brud på menneskerettigheder: »For at holde på de kapitalstærke selskaber i landet undgår regeringen at stille selskaberne til ansvar for deres handlinger, og minerne kan rent faktisk handle straffrit. Samtidig sørger både militæret og de paramilitære grupper for at beskytte selskaberne og gøre Colombia til et lukrativt land at føre forretning i,« forklarer hun.

Derfor er hun ikke i tvivl om, hvem der i sidste ende skal håndhæve loven: »Vi, forbrugerne, har en moralsk forpligtelse til at råbe op. Hvis vi gjorde det helt klart, at vi ikke vil finde os i massakrer og tvangsfjernelser, så er jeg helt sikker på, at selskaberne ville ændre deres metoder,« siger Aviva Chomsky.