Brikkerne skal jo samles
[1]
Rapportens samlede antal tegn(med mellemrum & fodnoter): 154.233
Svarende til antal normalsider: 64,3
Anja Henriksen, Studienummer: 20061620
Vejleder: Einar B. Baldursson / 10. Semester, Psykologi
Kandidatspeciale
Aalborg Universitet
19. September 2014
Abstract
Humans homo sapiens sapiens have been an incredible evolutionary success compared to any of other surviving anthropoid apes. Humans have managed to populate almost every continent with the exception of the Antarctic, where there are no permanent human settlements. This illustrates how humans are able to be incredibly adaptable, despite that a single individual is not considered anything special. Typically humanity's greatest threat would be to itself. Humans are for the most part, animals capable of actively destroying themselves. It has always been a quest to understand what is unique about the human. Earlier on, the belief was that quality had a greater importance than quantity in regards to other surviving anthropoid apes, while recent research shows that it is rather quantity than quality that makes the human special (De Waal & Ferrari, 2010). How humans evolved to what we see today, has without a doubt been a complex interaction between many factors, which have favored a selection both physical as well as psychological attributes.
Variation is one of the most fundamental mechanics of evolution. Without variation, there would be no evolution, and it is therefore noteworthy that most of the research within psychology focuses so much on similarities. It would only seem fair that psychological variation in personality traits as well as the systems that manage the personality could have a definitive impact on diagnosis and intervention.
Another aspect of humans that differentiates them from the other great apes is that humans have a self-conscious and have a reflective dimension regarding their own existence. Humans also have a clear feeling of who I am, or identity. In this thesis I seek to examine the fundamental evolutionary understanding by which personality is understood from a naturalistic and functional perspective. This is sought through a wider understanding of the personality, by integrating theories regarding personality features cf. Big Five (McCrae et al. 2000; Nettle, 2011), with theories regarding the mechanics of the systems that manage the personality (e.g. Sedikides & Gregg, 2007; Swann, 2011; Trivers, 2010, von Hippel & Trivers, 2011), as well as automated processes (Bargh & Chartrand, 1999; Baumeister, Bratslavsky, Muraven, & Tice, 1998)
ADHD and narcissism are used as examples for how this wider integrated understanding of the personality can be used. These examples can shed some light on parts of the symptoms behind these issues, which also seem relevant for the clinical practice.
Indholdsfortegnelse
Indledning
Problemformulering
Afgrænsning
Hvem er vi, og hvordan forvalter vi det?
Personlighedstræk
Fem-faktor-modellen
Selv-forvaltning; håndtering af personligheden
Self-assessment og self-verification teori
Self-enhancement
Universelt fænomen
Self-enhancement som selvforbedrende eller selvbeskyttende motiv
Diskussion af self-assessment, self-verification og self-enhancement
Beskedenhed som moderator
En bredere forståelse af personligheden
Uden for vor viden
Selvbedrag
At leve er at bedrage
Selvbedrag
Positive illusioner
Automatiske processer
Pereption-behavior link
Evolutionært rationale
To eksempler
ADHD
Prævalens
Ætiologi
Evolutionary psychopathology; et andet perspektiv på ADHD
ADHD - fordel hos nulevende nomader
Diskussion af ADHD
Narcissisme
Narcissismen i psykologien
Psykoanalysens definition af narcissisme
Narcissistisk personlighedsforstyrrelse
Subklinisk narcissisme
Diskussion af narcissisme
Generel Diskussion
Selv-evalueringsmetode
Personligheden forstået naturalistisk og funktionelt
Konklusion
Referenceliste
Indledning
Mennesket homo sapiens sapiens[2] er 'blot' en i den nu korte række af menneskeaber ved siden af orangutang, gorilla og chimpanserne. Langt de fleste menneskeaber, der har eksisteret gennem evolutionen, er nu uddøde. Orangutangen og gorillaen er i et faretruende lavt antal og har de seneste årtier været udryddelsestruet. Alene slægten homo, som nutidens menneske er eneste nulevende medlem af, er der blevet identificeret mindst 13 arter/underarter inden for. Det tyder altså på, at menneskeaber på generelt plan ikke har ret gode fremtidsudsigter. Og så er der mennesket. I år 2011 rundede verdens befolkning syv milliarder (til sammenligning anslås det, at bestanden af vilde orangutanger er på ca. 45.000). Mennesket har altså været en overordentlig evolutionær succes, og det har formået at befolke alle kontinenter på nær Antarktisk, hvor der ikke er faste bosættere. Dette illustrerer, hvorledes mennesket har evnet at være utrolig tilpasningsdygtigt, på trods af et individ alene betragtet ikke synes af noget synderligt. Menneskets største trussel må betragtes at være det selv; menneske er, så vidt det vides, det eneste dyr, der er i stand til at udrydde sig selv aktivt, som E.O. Wilson (2012) beskriver det ”We have created a Star Wars civilization, with Stone Age emotions, medieval institutions, and god-liketechnology” (p. 7)
De fleste mennesker vil muligvis blive provokeret over at blive sidestillet med andre menneskeaber, ja mange har endda svært ved at accepterer, at mennesket overhovedet er et dyr. Men mennesket er et dyr, og mennesket er en menneskeabe, der er nært beslægtet med de andre menneskeaber; henholdsvis 97%, 98% og 99% genetisk materiale er identisk med henholdsvis orangutang, gorilla og chimpanse (Sjøgren, 2012), og det synes absurd og ikke særlig hensigtsmæssigt at benægte dette. Men mennesket er også forskellig fra de andre menneskeaber, og det er denne forskel, der har gjort mennesket til den succes, det har været. Nogle af de features, der er særegne ved mennesket, som har faciliteret dets udvikling, har bl.a. været tommelfingeren, der har faciliteret brugen af redskaber, rygsøjlens fæstning midt under kraniet, som faciliterer den oprette gang, benenes anatomi, der har faciliteret langdistanceløb og hjernen der har faciliteret egenskaber som fx strategisk planlægning, sprog, tidsforståelse, samarbejde, mv. hvilket kun er en beskeden opremsning af alle de features, der har faciliteret at mennesket har udviklet sig, som det har i dag. Det må betragtes som umuligt at pin pointe en enkelt af disse, som værende den afgørende tilpasning, tvært imod er der formodentlig tale om et komplekst samspil af forskellige mutationer, der har været fordelsagtige og faciliteret grobunden for det essentielle i mennesket. Af samme årsag må det være ønskeligt at forstå mennesket så helhedsorienteret, som det lader sig gøre, når der søges forståelser af forskellige områder af menneskets eksistens; dets fysiologi, psykologi, udvikling, kultur, o.a. Men realiteten er, at for at forske i komplekse områder, er det nødvendigt med en forskningsorienteret reduktionisme, for at kunne indkredse det undersøgte område så meget, at der er en sandsynlighed for rent faktisk at kunne finde valide informationer.
Psykologi som fagområde omfatter naturligvis menneskets psyke og adfærd. Psykologien er et meget stort fagområde, der grænser og overlapper mange andre fagområder; blandt de vigtigste er biologi, neurologi, sociologi, antropologi, psykiatri. Der synes oftere at være tættere forbindelse mellem fx trækpsykologi og adfærdsbiologi, og indlæringsvanskeligheder og neurologi, end der er mellem fx trækpsykologien og en psykodynamisk tilgang. Det må derfor betragtes som overordentligt vigtigt, at der inden for psykologien ikke begrænses til eget fagområde, men inddrager viden der genereres i beslægtede fagområder. Eksempelvis er det nødvendigt at inddrage viden fra adfærdsbiologien, hvis der søges viden omkring, hvad der er unikt menneskeligt. Udover tværfaglig integration er det lige så vigtigt, at forskning inden for et fagområde er i stand til at integrere viden inden for andre perspektiver/paradigmer i eget overordnede fagområde. Et håndgribeligt eksempel her kan være, når førende forskere i trækpsykologien, argumenterer for, at der er solid evidens for, at personlighedstræk er stabile voksenlivet igennem (McCrae et al. 2000), mens der kan læses i en grundbog i socialpsykologi, at der ”is actually very little evidence for stable personality traits” (Hogg & Vaughan, 2008, p. 22). Det er nemt at blive forvirret, når anerkendte forskere og teoretikere kommer med direkte modstridende postulater; hvordan kan begge have ret? Det kan de måske, hvis de taler forbi hinanden, og egentlig taler om forskellige niveauer, men dette kommer sjældent til udtryk.
Et andet væsentligt område, hvor der er skærende kontraster, er mellem kognitionspsykologien og differentialpsykologien. Der er en lang tradition inden for kognitionspsykologien at forske i generelle/universelle funktioner ved menneskets kognitive egenskaber, mens der i differentialpsykologien fokuseres på variationen i mennesket. Det er ikke meningsfuldt at sige, den ene har ret, og den anden tager fejl; de har blot forskellige genstande til fokus. Der er uden tvivl meget, der kan generaliseres ved menneskets kognition, men differentialpsykologien sætter fokus på, at der også er meget variation. Variation er en helt grundlæggende forudsætning, for evolutionen overhovedet kan lade sig gøre (Nettle, 2006), og det er naturligvis en stor del af det at være menneske. Dette er relevant, idet kognitionspsykologiens kvantitative forskningsmetoder har formået at udvikle en række evidensbaserede standardiserede manualiserede interventionsmetoder. Manualiseringen har ligeledes muliggjort, at evidensen er forholdsvis let at undersøge, og det er en metode der stadig vinder mere og mere frem.
Det kan synes paradoksalt,når forskning i et differentialpsykologisk perspektiv viser, at der rent faktisk er forskel på mennesker (se fx Korte, Koolhaas, Wingfield & McEwen, 2005; Nettle, 2011; McCrae et al. 2000), at det alligevel er en standardiseret manualisering, der vinder mere og mere frem.
Nærværende speciale vil argumentere for vigtigheden af at integrere viden genereret inden for forskellige felter. Dette eksemplificeres i et forsøg på at forstå, hvad personligheden er, og hvordan den kommer til udtryk. Specialet repræsenterer grundlæggende et evolutionspsykologisk perspektiv, da variation er måden hvorpå evolutionen fungerer; uden variation ingen evolution, variationer er i overvejende grad tilfældige genetiske mutationer, der har vist sig at have nogle fitnessmæssige fordele, og derfor er blevet selekteret for, dette gælder også menneskets psyke inkl. personligheden.
At der er/har været fitnessmæssige fordele betyder ikke, der kun er fordele, men at trækket har været fordelagtigt i et givent miljø, og derfor er blevet selekteret for. Da mennesket genetisk ikke har ændret sig væsentligt de sidste 10.000 år, kan det ligeledes forestilles, at hvad der var en fordel i et jæger/samler samfund på sletten, ikke nødvendigvis er det i et moderniseret industrialiseret samfund. Dette skal ikke forstås som, at specialet som helhed er en udelukkende evolutionspsykologisk afhandling. Det skal nærmere betragtes som, at det funktions-orienterede perspektiv den evolutionære forståelse lægger sig er afgørende for at forstå mennesket i det hele taget på både godt og ondt.
Problemformulering
Hvordan kan personligheden forstås i et naturalistisk funktionelt perspektiv?
Afgrænsning
Personligheden betragtes som værende med stor sandsynlighed evolutionært udviklet gennem selektion, og derfor havende en eller flere specifikke funktioner. Disse søges forstået ved at integrere forskellige perspektiver på personligheden, hvoraf her er valgt Fem-faktor-modellen, der er en solid teori inden for personlighedsforskningen, samt teorier inden for selvforvaltning. Derudover belyses emnet i forhold til automatiske processer, da alt tyder på, mennesket overvejende er automatiseret, på trods af individets oplevelse af bevidsthed og kontrol.
Denne integration bliver dernæst eksemplificeret i form af ADHD og narcissisme.
Der vil opgaven igennem benyttes engelske betegnelser, hvor der ikke er danske oversættelser, der kan rumme begrebets essentielle betydning.
Hvem er vi, og hvordan forvalter vi det?
Når der stødes på systemer/mekanismer, der synes at være universelle for mennesket, er det rimeligt at overveje, hvorvidt der ligger en evolutionær årsag bag; det er nærliggende at naturlig selektion ligger bag universelle systemer/mekanismer. Mennesket har som alle andre dyr udviklet sig gennem evolutionen ved at tilpasse sig til miljøet inklusiv konkurrence og fare for at overleve og få afkom. Stort set alle organismer er dødelige og må reproducere sig, samt have tilførelse af føde/vand fra deres miljø. Langt de fleste arter lever solitært og deres udvikling afspejler deres interaktion med det fysiske miljø. Et mindre antal arter lever som flokdyr; en social gruppe der ”offered evolving animals a better way of dealing with the physical environment” (Baumeister, 2005, p. 8). For at kunne opretholde en gruppe, kræver det egenskaber, der faciliterer social interaktion bl.a. at kunne skelne mellem ven (individ fra egen gruppe) og fjende (Porges, 2003) samt at kunne sammenarbejde mod et fælles mål, som fx når en løveflok jager et fælles bytte. Den sociale sfære bliver vigtigere, i takt med individets afhængighed af sin gruppe for overlevelse, og jo vigtigere den sociale sfære er, jo mere faciliterer det udviklingen af komplekse sociale egenskaber. Perception, kognition, selvopfattelse mv. fungere altså forskelligt i forhold til, om der er tale om et flokdyr eller solitært. Menneskets gruppeliv består af avanceret social interaktion og kommunikation, og menneskets styrke og succes bygger på den måde, de er i stand til at kommunikere avanceret socialt. Individets overlevelse afhænger i højere grad af gruppetilhørsforholdet end de fysiske trusler uden for gruppen. Et centralt fænomen ved menneskets gruppeliv er den differentieret arbejdsfordeling. Det er ikke 'jo mere jo bedre', men en synergieffekt, hvor der udnyttes det enkelte individs ressourcer; nogle er modige og dygtige jægere, mens andre måske er bedre til at planlægge strategier, vedligeholde lejren, fordele udbytte mv. Personlighedssystemet synes at være en del af menneskets evolutionære udviklingshistorie, da variation i personligheden synes at faciliterer rollefordelingen, nogle er fx mere udforskningslystne og modige, mens andre er varsomme og dygtige til at vurdere trusselsniveauet.
Personlighedssystemet er sandsynligvis opbygget af flere subsystemer, og der vil i afsnittet her blive gennemgået forskellige perspektiver på,hvad det vil sige at være en person. FørstgennemgåsBig Five, trækpsykologiens forståelse af personlighed. Dernæst vil selvforvaltningssystemer blive. Sidst vil der fokuseres på fænomenet selvbedrag og mere overordnet automatiske processer.
Personlighedstræk
Inden for trækpsykologien betragtes personlighedstræk som værende ”within-individual, cross-situation consistency in broad classes of behavior” (Nettle, 2005, p. 364). Der er altså ikke tale om, det de fleste i daglig tale betragter som personligheden. Derimod stemmer det godt overens med definitionen af personlighedstræk og adfærdstræk fra adfærdsbiologien og beslægtede fag.
At personligheden har et fysiologisk fundament, er svært at så tvivl om; mennesker, der har erhvervet sig hjerneskader, samt folk der lider af neurologiske sygdomme som fx Huntingtons chorea og Alzheimers gennemgår i mange tilfælde personlighedsændringer. Ligeledes kan der forekomme personlighedsændringer ved lidelser som depression. Sådanne personlighedsændringer kan ikke direkte sammenlignes med personligheden hos raske mennesker, hvor der er overvejende konsensus om, at personligheden er relativ stabil voksenlivet igennem (McCrae, et al. 2000).
Umiddelbart kunne det synes fordelsagtigt, at personligheden og dermed også adfærdsreaktionerne kunne ændre sig tilpasset det aktuelle miljø, idet miljø i varierende grad er omskifteligt, variere den optimale adfærd ligeledes. En fleksibel personlighed, ville da kunne resultere i den optimale adfærd i forhold til den givne situation. Men sådan er det tilsyneladende ikke hos hverken mennesker eller andre dyr (Sih, Bell & Johnson, 2004, p. 373).
Hvis et individ skulle foretage en decideret personlighedsændring, ville det under alle omstændigheder være tidskrævende, bl.a. fordi det ville indbefatte en beslutningsproces, der kræver yderligere informationsindsamling, i forhold til at kunne vurdere, hvilken adfærd der vil være den optimale i den aktuelle situation. Dette kan være ganske kostbart og fatalt i et risikofyldt miljø, og evolutionen har derfor med alt sandsynlighed selekteret for det, der kaldes better-save-than-sorry-princippet (ibid. p. 374; Dingemanse, Kazem, Réale & Wright, 2009).
Derudover vil mange af de adfærdsmæssige ændringer også nødvendiggøre forskellige fysiologiske ændringer hos individet. Fx øget aktivitetsniveau kan være en fordel, når miljøet ikke er så risikofyldt, da det kan facilitere muligheden for at finde mere føde og vokse hurtigere, men det øgede aktivitetsniveau forudsætter også en øget fødeindtagelse. Dette vil kræve fysiologiske systemer, der kan håndterer opgaven med at omsætte mere føde til energi, som fx større organer og højere stofskifte. Disse er omfattende biologiske komplekse systemer, der er tidskrævende og vanskelige at skulle ændre markant, hvilket ligeledes kan forklare, hvorfor adfærdstræk optræder forholdsvist stabile (Biro & Stamps, 2007, p. 363)
Fem-faktor-modellen
Fem-faktor-modellen (FFM er ikke den eneste model, der er konstrueret til at bearbejde personlighedstræk, men en række undersøgelser og sammenligninger af de forskellige modeller har vist, at de øvrige modeller med fordel har kunne henholdsvis komprimeres[3] eller ekspanderes[4] til FFM uden væsentlige konsekvenser (if. Nettle, 2007, pp. 28-30).
Personligheden i FFM defineres som en karakteristik baseret på forskellige adfærdstræk, der, for at kunne bearbejdes forskningsmæssigt, er kategoriseret i overordnede personlighedstræk. Som navnet antyder, består FFM af fem forskellige dimensioner af personlighedstræk, der hver især repræsenterer et kontinuum.
- Ekstroversion: outgoing/energetic vs. solitary/reserved
- Neuroticisme: sensitive/nervous vs. secure/confident
- Åbenhed: inventive/curious vs. consistent/cautious
- Samvittighedsfuld: efficient/organized vs. easy-going/careless
- Venlighed: friendly/compassionate vs. cold/unkind
Paul T. Costa Jr. og Robert McCrae (C&M) kan med rimelighed betragtes som nogle af de forskere i trækpsykologien, der har forsket mest i personlighedstræk de sidste årtier. De har udviklet en personlighedstræks-tests (NEO-PI-R), der måler disse fem faktorer. Dette er blevet gjort i mange forskellige lande og kulturer (McCrae et al. 2000).
Resultaterne er if. C&M en klar evidens for, at disse frem træk må kunne betragtes som værende universelle træk ved mennesket, og at det højst sandsynligt er ”a product of human biology” (ibid. p. 177).
Ifølge McCrae og kolleger (ibid.), er personlighedstræks biologiske arvelighed meget høj. Personlighedstrækkenes konstellation beskrives som”endogenous dispositions that follow intrinsic paths of development essentially independent of environmental influences” (ibid. p. 173). Ifølge C&M synes den almene forståelse af begrebet temperament at være ækvivalent til personlighedstræk (ibid. 174, 177).
Når variationers genetiske arvelighed er høj, er det rimeligt at antage, der i evolutionshistorien har været nogle fordele i forhold til maksimal fitness. Ifølge Nettle skal Big Five betragtes som en dynamisk udvikling med trade-offs (Nettle, 2006). Der er mange forskellige faktorer, der kan maksimere fitness for et individ, hvilket åbner for, at der kan være mange nicher, hvor en specifik adfærd kan resultere i øget fitness. Det betyder ligeledes, at ved hver fordel er der en ulempe. Trade-offs er et udtryk for en byttehandel, hvor selektionen har favoriseret et specifikt træk, der har nogle fordele, men må også acceptere nogle ulemper. På sådan vis faciliteres en variation af forskellige træk, der alle har deres fordele og ulemper, men hver deres niche (ibid.).
C&Ms personlighedsmodel består af en biologisk basis, der kaldes Basic Tendencies; denne er identisk med de fem personlighedstræk, der udgør FFM, og som er uafhængige af miljøet. Disse er det medfødte biologiske (genetiske) grundlag, der som udgangspunkt ikke kan påvirkes af miljøet, og som kan operationaliseres via personlighedstræks-tests.
Basic tendencies er forskellige fra det de kalder charateristic adaptations, der er betinget af kulturen, og indeholder selvkoncept, personlige mål og attitude (ibid. 174). McCrae et al. pointerer, at charateristic adaptations er en vigtig del af personlighedsmodellen; det er måden hvorpå basic tendencies bliver formet, via forældrenes omsorg og værdier, socialisering med jævnaldrende, uddannelsessystemet, medier, religiøse overbevisninger, mm.
De påpeger dog at skelnen mellem basic tendencies og charateristic adaptations er vigtig, idet personlighedstests udelukkende redegør for et individs basic tendencies og ikke charateristic adaptations, hvilket praktiserende psykologer indenfor udviklingspsykologien bør være opmærksomme på (ibid. p. 175)
De understøtter deres teoretiske argumenter i forhold til den genetiske basis med en række undersøgelser, der viser varierende korrelation, men som if. Nettle (2011), kan betragtes samlet at udgøre for omkring 50%.
Det kunne se ud til at C&M argumenterer for en fuldstændig statisk personlighed, men dette er dog ikke tilfældet. C&M er enige med deres kritikere om, at personligheden ændrer sig livet igennem. Men modsat de der er fortalere for, at der er tale om tilpasning til miljøet, argumenterer C&M i stedet for, der er tale om en biologisk modningsproces. De argumenterer med henvisning til tværkulturelle undersøgelser, der viser et relativt samstemmende mønster; extroversion, neuroticisme og åbenhed daler med alderen, mens venlighed og samvittighedsfuld stiger (McCrae et al. 2000).
En væsentlig del af et menneskes tilværelse består af samliv og interaktion med andre mennesker. Inden for trækpsykologien er dette ikke i fokus; på trods af C&M erkender at Big Five, ikke alene kan betragtes som personligheden som helhed, synes der dog alligevel at være en grundlæggende forståelse hos dem, at Big Five er det mest relevante. I The 50-item IPIP[5][6]er det tydeligt, at FFM ikke kan ignorere, at folks adfærd i højt grad foregår i sociale konteksts. Mange af spørgsmålene omhandler individets adfærd i relation til andre mennesker, fx ”start conversations”, ”don't talk a lot” og ”Insult people”, mens andre spørgsmål ikke adresserer specifikt en social interaktion, som fx ”do not have a good imagination”, ”like order” og ”have difficulty understanding abstract ideas”. Det synes da at være tydeligt, at der helt essentielt er tale om forskellige processer/mekanismer, som står bag adfærden, der kommer til udtryk som Big Five, men det er ikke noget, der bliver beskæftiget. Det vækker spørgsmålomkring, hvorvidt det er meningsfuldt at forstå mennesket ud fra FFM uden at forholde sig til selve forvaltningen af personligheden, der foregår i et socialt miljø? Følgende vil selvforvaltning blive gennemgået.
Selvforvaltning; håndtering af personligheden
Inden for selvforvaltning er der identificeret en række systemer, hvor self-assessment, self-verification og self-enahncement, kan kaldes en treenighed i forhold til de systemer, gør os i stand til at finde ud af, hvem vi er, opretholde en konsekvent identitet samt enhance os selv. Disse vil blive gennemgået samt deres mulige indbyrdes forhold og funktion.