Reviewing Is a Job Like Any Other in the New Paper Business, but Holds a Great Cultural

Signe Rasmussen30-09-2013

Abstract

Reviewing is a job like any other in the new paper business, but holds a great cultural value to the regular reader. The men and women have the job of writing a subjective, yet objective, opinion on a movie that has yet to be shown in theaters, and by doing so, cause their readers to watch said movies. As such, they hold great responsibility, not only to the movies, they review, but to the readers, all of which trust their review and their authority to review.

However, how exactly is a review made with the greatest possible success, both to the reviewer, the reader and the movie? Obviously, the reviewer needs time and practice, especially as they are often only shown the movie once, and has very little time to do their review, and even less space to put it on. They need to be loyal towards the movie and the imagery, but also to the readers that wants these opinions to read. They need to consider the cons and pros of the movie, but write them fluently and in a way, that the reader might find entertaining. And before all this, they need to make the decision on, which movies to review and which to ignore, both based on the interest of their readers and in a way, their own opinion of the movie. If a movie is reviewed, it is a hidden stamp of quality in and of itself, as the review will give the movie attention from the readers, whether the review is in the positives or the negatives.

As such, reviewers balance on the edge of knife, and not all of them do as well in this act as others.

Indholdsfortegnelse

Abstract

Indholdsfortegnelse

1.0 Indledning

1.1 Problemformulering

1.2 Afgrænsning

1.3 Motivation

1.4 Gennemgang

2.0 Metode

2.1 Roman Jakobsons Kommunikationsmodel

2.2 Toulmins argumentationsmodel

2.3 Aristoteles’ retorik

3.0 Hvad er en anmeldelse egentlig?

4.0 Forskellen på anmeldelse og kritik

5.0 Hvad er en brugbar anmeldelse?

6.0 Hvordan opbygges en anmeldelse?

6.1 Pressevisning

6.2 Opbygning

6.3 Indhold

6.4 Materialet

7.0 Hvordan formidles en anmeldelse brugbart til publikum?

8.0 Tid til tegnefilm

8.1 Animationfilmen

8.2 Hvordan fungerer animationsfilmens virkemidler?

8.3 Vestlig animationsfilm i kontekst

9.0 Hvordan vil jeg analysere anmeldelserne?

10.0 Analyse

10.1 Afsenderen (Roman Jakobson, jf. kapitel 2.1)

10.2 Modtageren (Roman Jakobson, jf. kapitel 2.1)

10.3 Budskabet (Roman Jakobson, jf. kapitel 2.1)

10.4 Toulmin’s argumentationsmodel (jf kapitel 2.2)

10.5 Anmeldelser

10.5.1 Bilag 1, Anmeldelse 1.

10.5.2 Bilag 1, Anmeldelse 2.

10.5.3 Bilag 1, Anmeldelse 5.

10.6 Sammenligning

10.6.1 Bilag 1. Anmeldelse 6.

10.6.2 Bilag 2, Anmeldelse 4.

11.0 Diskussion

11.1 Sammenfatning

12.0 Konklusion

Kilder

Bibliografi

Filmografi

Links

Yderligere information

1.0Indledning

Anmeldelser er en måde at fremme opmærksomheden på et materiale på. Hvad enten det er en anmeldelse af en bog, en film eller en event, så vil manges forhold til dette materiale gå gennem en anmeldelse, inden de oplever selve materialet for sig selv. Af samme grund er anmeldelser gerne ude på premiere eller udgivelsesdatoen, så den fortsat an fungere som denne form for vurderingsreklame. Men hvad er en anmeldelse egentlig, og hvad er dens funktion? Og hvorfor bruger mange læsere anmeldelserne som en form for autoritet i forhold til nye materialer? Er anmeldelserne i det hele taget egnede til at være en autoritet, når det kommer til at give andre en vurdering af et materiale?

Anmeldelserne i aviserne har eksisteret længe, og har været en del af kultursektionen sammen med kritikken og lignende fænomener, der retter sig mod læseren, og en oplevelse, de endnu ikke har haft. Samtidig er den også læst af læsere, der har set, fx en film, uden at det gør anmeldelsen mindre relevant. På denne måde har anmeldelser et job i kulturen og formidlingen af denne, og en autoritet hvorfra mange læsere kan tage informationer og bruge til deres egne beslutninger omkring filmen.

Dette til trods er der alligevel anmeldelser, der ikke fungerer optimalt i forhold til det job de har i formilingen, og når det kommer til animationsfilm som anmeldt genre, kan der blive involveret stereotyper, der ikke bør findes når det kommer til en sådan autoritet, hverken subjektivt eller objektivt set.

1.1Problemformulering

Hvordan fremmer anmelderen en brugbar anmeldelsetil at formidle animationsfilm retvisende til publikum?

1.2Afgrænsning

De samlede anmeldelser, der vil være at finde i Bilag1 og Bilag2, vil være samlet fra forskellige danske aviser omkring premiere tidspunktet for henholdsvis Rise of the Guardians/De eventyrlige Vogtere og Croods, begge af Dreamworks. Til trods for at anmeldelser ikke er formidlet udelukkende gennem aviser, er der her kun fokus på avis-anmeldelser, men der kan forekomme referencer til TV- og internet-anmeldelser, skulle der være behov for dette perspektiv, eller hvis et bestemt emne skal præciseres eller eksemplificeres.

De valgte anmeldelser er af to amerikanske animationsfilm lavet af Dreamworks, der er udkommet med få måneders mellemrum. De er begge 3D animationsfilm, og udkom begge i både 2- og 3D, henholdsvis i november 2012 og marts 2013. Til trods for at der også udkom en ny Disney klassiker i Danmark mellem disse to premierer, og andre animationsfilm er blevet vist og anmeldt i denne tidsperiode, er det dog kun disse to, der vil blive brugt til at afgrænse anmeldelserne, og den første vil også blive brugt i forbindelse med klargøring af animationsfilmens virkemidler i forhold til spillefilm, og i definitionen mellem ’anime’, asiatisk, dog hovedsageligt Japansk, tegnefilmstradition, og vestlig, i forhold til denne tese, Amerikansk, tegnefilmstradition.

1.3Motivation

Animationsfilm bliver af mange set, enten bevidst eller ubevidst, som noget, der er rettet mod børn eller familier med børn, og ikke noget, man som voksen skal se alene eller rette interesse imod, uden at det er gennem professionel brug. Til trods for at denne tankegang, via internettets fremme, er på vej tilbage, eller der i det mindste er givet luft til de mange, der har interesse i tegnefilm, animationsfilm og andet såkaldt børneunderholdning, er der i professionel praksis ikke på samme måde overensstemmelse mellem interessen blandt unge og voksne, og det billede som moderne medier, internettet foruden, giver af tegnefilmene.

Når det kommer til anmeldelser i aviser og på TV, virker det til, at der er konsensus om, at en tegnefilm bør holde sig interessant for målgruppe, her børn og yngre teenagere, og ellers bare have lidt guldkorn til de voksne, der måtte være blevet tvunget med i biografen. Til trods for at tegne- og animationsfilm aldrig rigtig har været andet end familiefilm i sig selv, og de nuværende animatorer virker til i høj grad at være lige så nørdede omkring tegnefilm, som de internetbrugere, der er blevet givet luft til deres holdninger, er der stadig det stigmata hos andre professionelle og hos producenter i selve branchen at animationsfilm skal være for børn, helt og holdent. Dette gør at mange anmeldelser af animationsfilm ikke altid virker særligt involverede, og at der kun er ros at give til Disneyfilm, fordi det er en Disneyfilm, og at alt andet bare er kopier eller børneudgaver af ’voksenfilm’, til trods for at animationsfilm ofte er noget længere tid om at blive realiseret end en spillefilm er det.

Alt dette finder jeg provokerende, især med hensyn eller mangel på samme, til den voksende gruppe af mennesker, der ikke er interesserede i samfundets noget rigide rammer for, hvad der er acceptable børne- eller voksen-adfærd, medier og lignende.

På baggrund af denne frustration har jeg derfor sat mig for at undersøge, hvad en brugbar eller ideel anmeldelse vil være, og hvordan anmeldelserne i dagligdagen forholder sig i forhold til denne brugbarhed, når det kommer til en del af kulturen, der forholdsvist ses som barnlig.

1.4Gennemgang

Specialet her vil have fire overordnede dele. Følgende efter dette kapitel vil der være en forklaring af de metoder, der bliver anvendt senere til analyse af de udvalgte anmeldelser. Disse metoder består hovedsageligt af de kommunikationsorienterede analysemetoder udbygget i Roman Jakobsons kommunikationsmodel (kapitel 2.1), Toulmins argumentationsmodel (kapitel 2.2) og Aristoteles’ retoriske virkemidler (kapitel 2.3).

Følgende disse vil det blive redegjort for anmeldelsen i sin helhed. Anmeldelsen rolle i samfundet som en del af avisens indhold, dens opgave og funktioner med henblik på brugen af selve anmeldelsen for den almene læser, anmeldelsens forhold til den kritiske tankegang i kronikker og kritikker af kulturelle begivenheder, og anmeldelsens opbygning og brug. Denne del vil være forbeholdt avis-anmeldelsen og avis-kritikken med henblik på sammenligning og individualisering af samme.

Animationsfilmen vil herefter blive opsummeret som medie i forhold til sig selv og andre typer af film, her spillefilmen og den østlige kulturs animationsfilm, og vil blive redegjort for i anmeldelserne af disse og til senere brug i diskussionen.

Sidst følger analyse af anmeldelserne og diskussioner af dem i relation til specialets hovedtanke og hinanden.

2.0Metode

Metode vil her være baseret hovedsageligt omkring analyse af de udvalgte anmeldelser. Følgende herefter en kort gennemgang:

2.1Roman Jakobsons Kommunikationsmodel

Kommunikationsmodellen af Roman Jakobson (Jakobson 2001) bruges til at belyse de enkelte dele af en afsender-modtager situation, og det budskab, der bliver kommunikeret imellem dem. Den kan bruges til ethvert budskab, og generelt, til enhver form for dialog, monolog eller anden form for kommunikation, så længe kommunikationen i sig selv indeholder de dele, der bliver redegjort for. Hvor vidt det ville være relevant at bruge denne metode på indre monologer og lignende, der helt basalt har samme modtager og afsender er uvist, men om ikke andet, så er denne kommunikationsmodel en udmærket måde at analysere offentlige tekster, der bliver sendt ud til et bredere publikum, hvilket er hvorfor den vil blive brugt til analyse af anmeldelser.

De forskellige dele har alle en vigtig rolle, når det kommer til at analysere et budskab.

Figur 1 – Roman Jakobsons kommunikationsmodel

Der er en afsender, en modtager, og disse to bliver sat sammen i modellen af et budskab, der går fra afsender til modtager. ”AFSENDEREN afsender en MEDDELELSE til MODTAGEREN” (Jakobson 2001, s. 107) Afsenderen, hvilket kan være den faktiske forfatter af budskabet, et firma, der skal have budskabet ud, en repræsentant eller lignende, står for at formidle budskabet. Modtageren, målgruppen, kunden eller befolkningen, har en mere passiv rolle. Budskabet kan så være en simpel tekst, en artikel eller en reklame, der skal virke meningsdannende, oplysende eller reklamerende for modtageren, på baggrund af afsenderens hensigt.

Dernæst komme det næste lag af betydning, fra det rent basale i afsender-budskab-modtager-forholdet. ”For at være effektiv må meddelelsen forudsætte en KONTEKST, der refereres til (’referenten’ i en anden, noget flertydig terminologi), som er begribelig for MODTAGEREN, og som enten er sproglig eller kan omsættes til sproglig form.” (Jakobson 2001, s. 107)Konteksten er det lys, budskabet skal læses i. Det indrammer budskabet, så det er lettere at forstå, og gør det nemmere at afkode eventuelle skjulte budskaber, hvad enten det er bevidst eller ubevidst. En kontekst ville for eksempel være det, der gør forskellen mellem ’mål’ som at score i fodbold, og ’mål’, som at konstatere en længde eller bredde af noget. Dette kan være både visuelt eller tekstuelt.

Efter dette rent sproglige lag, kommer en mere kulturel og sprogforståelsesmæssig tilgang. ”Desuden en KODE, som er helt eller delvis fælles for afsender og modtager (eller udtrykt anderledes: ’koderen’ og ’dekoderen’ af meddelelsen).” (Jakobson 2001, s. 107) Koden er den sammenhæng, der bliver skabt mellem afsender og modtager. Dette bliver brugt gennem et fælles, forståeligt sprog, og ved brug af ord, der har en bestemt betydning i den målgruppe, der står som modtageren. Koden er de lag af betydning og stereotyper, der bliver pålagt forskellige buzzwords i den sammenhæng, de bliver sat i. I eksemplet mellem at score og at egentligt måle, ville det her være koden, der gør konteksten omkring billede og tekst sjov. Hvis derer et billede af en, der måler noget op, og der står ’MÅL!’ ovenpå, vil tankerne blive henledt til tankerne omkring fodbold, fordi den sproglige kode fortæller os, at ordet også bliver brugt på den måde.

Med det sproglige vel overstået, kommer læseren tilbage til et mere basalt niveau, der dog stadig står udenfor starten med afsender og modtager. Dette lag er det fysiske medie, der bliver brugt til at formidle budskabet, og den psykologiske kontakt, der bliver skabt på baggrund af samme. ”Og endelig en KONTAKT, en fysisk kanal og psykologisk forbindelse mellem afsender og modtager, der gør dem begge i stand til at indgå eller forblive i kommunikation.” (Jakobson 2001, s. 107) Den kommunikation, der bliver nævnt, er her i form af, for eksempel en avis, hvor kommunikationen bliver indgået i og med, at læseren, modtageren, beslutter sig for at læse avisen, og budskabet vil så være de artikler og kronikker, der er i avisen. Kommunikationen kan på ethvert tidspunkt afbrydes af modtageren, når denne ikke er interesseret mere, eller avisen er læst færdig. I tilfælde af en fysisk samtale, vil der stadig være mulighed for at afbryde kommunikationen fra modtagers (eller afsenders) side, men dette kan være problematiske i forhold til høflighed og andre kommunikationsmæssige stoppesteder, der dog ikke er i direkte relation til kommunikationsmodellen.

Disse dele af kommunikationen har forskellige funktioner, der lægger sig op af dem.

Afsenderen besidder den emotive funktion, der "sigter mod direkte udtryk for den talendes holdning til det, han taler om." (Jakobson 2001, s 107). Den emotive funktion er ekspressiv og relateret til følelserne. Ordet henviser til værdiladede ord, enten buzzwords eller styrkemarkører (kapitel 2.2). Disse kan enten være negativt eller positivt ladede. Ved brug af koden, kan afsenderen derved lade sit budskab med værdier, som vil overføres og forstås af modtageren. Funktionen er derfor betegnelsen for det, der får modtageren til at føle noget for budskabet. Værdierne er ikke nødvendigvis ægte (Thorlacius 2002, s. 54). Afsenderen kan foregive at have disse følelser, men både følelser og holdninger vises stadig at komme fra afsendere. Det er disse holdninger, budskabet bygges om, og disse følelser modtageren forventes at spejle sig i.

Ordets udtryk afspejler en forsimplet virkelighed: ”Bühler selv anvendte begrebet Ausdrück, hvilket kan oversættes til ekspressivt udtryk i forbindelse med afsenderfaktoren.” (Thorlacius 2002, s. 55) Ausdrück betyder 'udtryk, at udtrykke', mens den engelske betegnelse, expressive, er noget der er udtryksfuldt. Den emotive funktion kan derfor siges at være det, afsenderen udtrykker.

Modsat det emotive fokus, der bliver sendt af sted fra afsenderen, er der en konativ funktion, der retter sig mod modtageren. (Jakobson 2001, s. 107) Denne funktion er designet til at skulle påvirke modtageren, på baggrund af den emotive funktion, der lader budskabet. Konativet er det, der kommer ud af denne ladning, den meningsdannelse eller opførelsesændring, der kommer på baggrund af budskabet, som at en læser bliver nysgerrig omkring en film, og derfor tager ind og ser den. I sig selv lægger ordet sig ofte op af den danske bydeform, eller imperativet (Thorlacius 2002, s. 73), der udtrykker sig i ordre eller bud. Ord og sætninger, der har til formål at få modtageren til at gøre noget. Bühler bruger her et mere dækkende Appell, efter Aristoteles’ retoriske virkemiddel af samme navn (Thorlacius 2002, s. 73), henvender sig som en direkte appel til modtageren, ofte i forhold til deres logiske sans, heraf ved brug af fakta, de ikke stiller spørgsmål til, men også andre virkemidler, der appellerer til det publikum, der modtager budskabet.

Sidst er der den referentielle funktion, der lægger sig på konteksten(Jakobson 2001, s. 107). Denne taler om objektet for budskabet, for eksempel den film, en anmeldelse handler om. I tilfælde af en film, ville den referentielle funktion forklare, hvad filmen handler om, hvornår den spiller og lignende. Denne funktion kaldes også den kognitive funktion, da den bevidstgørfakta, der hjælper med at opbygge det emotive argument.Dette er også en funktion, der har direkte tilknytning til Aristoteles’ retoriske virkemiddel(Aristoteles – retorik 1983), Logos, logikken.

Ud over disse, er der nogle tilgange, der lægger sig til budskabet eller teksten i sig selv. Ting som emne, der ”har afgørende indflydelse på udformningen af kommunikationen” (Mogensen, Olsen & Ravn 1995, s. 35). Emnet, lige meget hvad det er, har lige så meget betydning for, hvordan budskabet bliver udformet i ordvalg, stilistiske tilgange og argumenter, som modtagergruppen har, da dette er hele grundstammen i, at der i det hele taget skal et budskab til. Ikke nok med det, så har de fleste emner allerede stereotyper og erfaringer hæftet til sig, og både disse og hvilken retning afsenderen ønsker budskabet skal tage, vil være med til at forme sætningerne i budskabets fysiske form.

Den historiske kontekst, der lægger sig imellem budskab og kontekst, ændrer på også på, hvordan budskabet bliver udformet (Mogensen, Olsen & Ravn 1995, s. 35). Dette er dog snarere noget, læseren skal holde i sinde, hvis de arbejder med ældre tekster, og ville ikke være af interesse, når det kommer til gårsdagens anmeldelse, eller sidste måneds artikel og havebrug. Dog er den værd at holde i tankerne, da denne historiske kontekst egentlig er samfundsrelateret, og derfor stadig har betydning for den måde, teksten er bygget op på, dog uden at være mærkbar for nutidige tekster, da de følger de normer, der allerede er almindeligt accepterede.

Sidst er der mediet, kommunikationen foregår gennem. ”Det betyder ikke blot, at der – som vi har set – er forskel på skriftsprog og talesprog, men også at sproget næsten automatisk skifter karakter, når vi skifter kommunikationskanal” (Mogensen, Olsen & Ravn 1995, s. 35). For eksempel vil der være forskel mellem tv-avisen og den skriftlige avis, til trods for at det er det samme indhold, men også forskel mellem en artikel i et ugeblad og en artikel i et dagblad.

2.2Toulmins argumentationsmodel

Mere specifikt kommer Toulmins argumentationsmodel (Jensen 1997, s. 53-54) ind i billedet.

Figur 2 – Toulmins argumentationsmodel

Denne model er udelukkende brugbar for, hvordan en afsender argumenterer for sit budskab, og ligger op mod diverse retoriske virkemidler i forsøget på at tiltrække modtagerens tillid til, at budskabet er legitimt.

Modellen består af forskellige del, som sammen giver den sammenhæng, der bør give et forsvarligt argument.

I den ene ende er påstanden. Påstanden er det budskab, der bliver sendt af sted fra afsenderen af. Den kan enten være en form for udsagn, der skal forestille at gives videre til modtageren, og som skal virke konkret og korrekt, eller en konklusion på baggrund af mere eller mindre reelle fakta.

I den anden ende ligger belægget. Det er begrundelsen bag påstanden, eller de fakta, budskabet bliver bygget på. Det er grundlaget for, at argumentet ikke falder fra hinanden, og det, der ligger til grund for at påstanden bliver gjort virkelig.

I grundmodellen for denne model ville det næste, og eneste punkt nu være hjemmelen. Det er bindepunktet mellem påstand og belæg, og det, der får dem til at hænge sammen. Det er også en underbygning af belægget, og hænger sammen med det, ved at læseren spørger hvorfor belægget virker, som det gør, eller hvorfor de fakta, der bliver fremlagt i belægget har relation til påstanden.

Ud over denne grundmodel, er ovenstående og de ekstra tilbygninger, til modellen, som rygdækningen, der her hænger sammen med hjemmelen. Rygdækningen, som sproget antyder, er noget der underbygger hjemmelen, og derved dækker ens ryg med henhold til argumentet. Det kan være ekstra fakta, der leder til hjemmelen eller som gør hjemmelen sand, eller erfaringer hos afsenderen, der er relevante for påstanden.

Længere nede mod påstanden har gendrivelsen lagt sig. Dette er delen, der har til ansvar at forklare indenfor hvilke rammer, afsenderen vil holde på sine meninger og sandheden af sit budskab, og hvornår afsenderen vil lade det ligge. Det er her eventuel modargumentation vil blive taget med i argumentationen, og derved muligheden for at ændre afsenderens mening, og derved påstand.