Abstract
Energy security has fast become one of the most important political issues in Europe over the past ten years. Accordingly, the European Union has made an effort to develop a common energy policy and to liberalise the internal energy market. A common policy has been formulated, but the final obstacles toward full liberalisation of the energy markets in Europe have yet to be overcome.
In the attempt to reach the goal of full liberalisation of the internal energy market, the Commission and the member states have worked together in formulating policies and have actually gone further than some expected. Integrationist theories have different explanations, as to why this has actually happened and so this paper is based on the question:
“How should the interactions between community – and member – state interests in the development of the Common European Energy Market,beunderstood?”
The interplay between community and member states has been analysed in a Neofunctional and Liberal Intergovernmentalist(LI) perspective, using the hypothetical-deductive method. As the paper only has a limited span, the analyses have been limited to dealing with the liberalisation of the gas market, within the internal energy market. Germany and Great Britain (GB) represent member state interests, as these two countries provide interesting examples of how member state interests unfold within the Community. The analysis is based in a variety of literature and academic articles dealing with integrationist theory and EU and energy politics.
Integrationist theories aim to understand the development of the European Union and the two theories selected for this paper, have two different perspectives. Neofunctionalism focuses on the process of institutional and political spill over, in which one policy area integrates as a consequence of integration in other areas. It also puts institutions and organisations as the principal actors in driving forward integration. Opposite this, LI places nation states as the principal actors, deciding for themselves how much power they are willing to actually surrender to supranational institutions within the Union. At the same time, actors on national level play a major part in shaping member states’ positions towards policy issues. It is precisely because of their different focal points concerning actors that these two theories have been chosen, as they provide suitable parameters for analyses.
Energy security is one of the key points for the desired liberalisation of the gas market. Within the next 20 years, the EU’s energy dependence will increase to 70% and it is believed that a more open market with better competition will act as an incentive for more investments into cleaner and safer energy and also better networks for transportation of gas. In the last decade, the Council has enacted a number of legislative measures on suggestion from the Commission. The wording of the acts have increasingly become more binding for member states and the last initiative from 2007 put out a demand for full liberalisation, including full unbundling of vertically integrated energy companies in the European Market. This exact demand caused an uproar from member states, whose biggest companies were in fact vertically integrates, namely France and Germany, while most other member states supported the full legislative package. In the end, legislation was passed, but not before the opposition had the Commission include a less strict version of unbundling, that would save the interests of their energy companies.
The two member states selected for this paper, Germany and GB, were on opposing sides in the matter of full unbundling. Germany opposed the issue, while GB supported it. Germany’s biggest gas – and energy company, E.ON Ruhr would lose enormous influence within the European markets. It is only in recent time that Germany has been open about protecting their own interests, as historically they have been much more open to measures that might go against own their own interests. GB on the other hand, have historically been difficult to work with in the energy policy area, but a change in status from exporter to importer of energy has made them keen to see the European markets liberalised. Furthermore, there has been a change in leadership to one much more pragmatic about utilising the system of the Union to the country’s advantage and this liberalisation would very much be to their advantage.
The paper concludes in its analyses of the interplay between the actors, that the different theories explain the development in two different ways. Neofunctionalism sees energy as having been integrated because of spill over having moved it from a hard policy issue, to a soft policy issue and thereby made member states more willing to surrender sovereignty in the area. LI explains the integration as the member states having national interests supporting the integration and therefore making their positions more positive towards the issue. The Commission has expanded powers in formulating policies, but ultimately, the member states decide how much power there are willing to surrender.
Characters: 4.367
Table of Contents
Abstract
1. Introduktion:
1.1 Disposition:
1.2 Hypotese:
1.3 Emneafgrænsning:
1.4 Metode & Kildekritik
2 Teori:
2.1 Teoriafgrænsning:
2.2 Liberal Intergovernmentalisme:
2.3 Neofunktionalisme:
3. Fællesskabet og Institutionerne
3.1 Baggrunden for tiltag:
3.2 EU og liberalisme: Traktat-grundlaget for liberalisering af energi-markedet:
3.3 De Institutionelle Aktører
3.3.1 Kommissionen:
3.3.2 Ministerrådet
3.3.3 Det Europæiske Parlament
3.4 Tiltag for at liberalisere markedet
4 Nationale Interesser i Spil
4.1 Storbritannien: Fra Eksportør til Importør
4.1.2 Europæisk Energipolitik Under Skiftende Regeringer
4.1.3 Energi – At Have eller Ikke Have:
4.2 Tyskland: Europæer mod Vest eller Øst?
4.2.1 Tyskland i EU:
4.2.2 Tysk Energi – Giganternes Kamp:
4.2.3 Rusland :
5 Analyse: Hvem Styrer Integrationen?
5.1 Liberal Intergovernmentalisme
5.2 Neofunktionalisme
6 Konklusion
6.1 Perspektivering og kritik:
7 Litteraturliste
7.1 Bøger:
7.2 Artikler/Afhandlinger
7.3 Euractiv Artikler
7.4 EU kilder
1. Introduktion:
Det Europæiske projekt har fra begyndelse været en historie om økonomisk integration. Hele unionens raisond’être var, i kølvandet på Anden Verdenskrig, at gøre de Europæiske stater afhængige af hinanden igennem et øget økonomisk samarbejde, i håbet om derved at skabe mere stabile samfund. Det økonomiske samarbejde kulminerede i 1992 med dannelsen af det Indre Marked, et økonomisk liberalistisk samarbejde der integrerede medlemsstaterne på et hidtil uset niveau, både politisk og økonomisk.
Som en del af Messina deklarationen fra 1955, det første tiltag til etableringen af det Indre Marked, erklærede de grundlæggende medlemmer som mål at:
”…stille rigeligere og billigere energi til rådighed for de Europæiske økonomier ..."(Messina erklæringen 1955)
Samtidig er hele grundlaget for Den Europæiske Union, Kul – og Stål Unionen, baseret på netop samarbejde omkring energi, i form af kul, for at promovere billig og lettilgængelig energi for medlemmerne. Energisikkerhed er i dag kommet allerøverst på listen over de Europæiske befolkningers prioriteringer (GMF, Transatlantic Trends 2007, i Youngs, 2009, s. 2) og samtidig også på regeringernes dagsorden, ikke mindst på grund af den aktuelle debat om klima, men også på grund af de senere års forsyningskonflikter mellem Rusland og Ukraine (Aalto, 2008, s. 1-2). Udviklingen af det Indre Energimarked har derfor taget fart indenfor de sidste 10 år, med øget fokus på yderligere liberalisering af markedet, for at skabe bedre konkurrence. Denne udvikling er sket på trods af at energisikkerhed i mange år har været anset for et nationalt anliggende, med så vidtrækkende konsekvenser at visse stater ikke har ønsket at overgive suverænitet til Unionen.
Med dette i tankerne har jeg derfor valgt at undersøge etableringen af det Indre Marked, ud fra denne problemformulering:
"Hvordan kan spillet mellem fællesskabs- og nationalstatsinteresser i
udviklingen af det fælles europæiske energimarked, forstås?"
1.1 Disposition:
Opgaven består af tre afsnit. Det første afsnit vil redegøre for problematikken inden for emnet, og hvilke parametre der er blevet brugt til at undersøge denne problematik; altså de to teorier der bruges. Det næste afsnit fremstiller først fællesskabsdelen, baggrunden for udviklingen af det Indre Energimarked, hvilke aktører inden for fællesskabet der spiller afgørende roller og endelig hvilke tiltag der reelt er kommet på banen, hvilken proces der er gået forud for disse tiltag og resultatet af disse tiltag. Dernæst præsenteres de to medlemsstater jeg har valgt som case og deres rolle i udviklingen af det Indre Energimarked gennem årene. Heriblandt vil også være en analyse af de to staters positioner og hvilke faktorer der har været og stadig er afgørende for deres ageren i denne proces. Til sidst vil jeg, ud fra de udvalgte teoretiske parametre, analysere udviklingen af det Indre Energi marked og konkludere på mine afsnit.
1.2 Hypotese:
Det Indre Energimarked har udviklet sig hastigt i løbet af de sidste 10 år, med en fuldstændig liberalisering af gas – og el markedet som det endelige mål. Kommissionen (Herefter benævnt KOM), Parlamentet og størstedelen af medlemslandene er enige om at dette mål skal nås hurtigst muligt, og at en fuldstændig afkobling af produktion og distribution er den bedste metode (’Euractiv, Maj 2008 & 3rd Option Letter, s. 2). Med den tredje lovgivningspakke på området fra 2009, havde KOM som mål at gennemføre den fuldstændige liberalisering af markedet , men nationale interesser nødsage et kompromis og en svagere lovgivning end ønsket.
Energi har i mange år været et svagt punkt inden for integrationen i EU og jeg vil forsøge at forklare den udvikling der allerede er sket på området gennem en komparativ analyse, ud fra de to integrationsteorier; neofunktionalismen og den liberale intergovernmentalisme. Med to forskellige fokuspunkter inden for integrationsteorien giver disse to teorier hver især et godt udgangspunkt til at diskutere forholdet mellem fællesskabets og nationalstaternes interesser.
En diskussion af disse to tilgange kan være med til at kaste lys over dynamikken mellem staterne og de supranationale aktører og dermed være med til at forklare den udvikling, der er sket inden for det Indre Energi Marked.
1.3 Emneafgrænsning:
Studier af samspillet mellem aktørerne i EU omfatter utroligt mange aspekter og det har derfor været nødvendigt at begrænse emnet kraftigt. Jeg har valgt at undersøge forholdet mellem staterne og de institutionelle aktører, med fokus på udviklingen af det Indre Energi Marked. Emnet er begrænset til liberaliseringen af gasmarkedet og fokus er lagt på dette område specielt fordi der her syntes at være en udtalt konflikt mellem Unionens liberal-økonomiske baggrund og udviklingen af det supranationale samarbejde og enkelte af medlemsstaternes positioner.
Af medlemsstater har jeg udvalgt Storbritannien og Tyskland. Tyskland er udvalgt på baggrund af dets stærke nationale interesser på gasmarkedet der er medvirkende til at de stiller sig imod en yderligere liberalisering, mens Storbritannien modsat har en lang historie af liberalisering af deres gas – og el marked og derfor er tilhængere af liberaliseringen. Storbritannien er samtidig spændende, fordi landet ikke altid har haft denne position. Tidligere var landet selvforsynende inden for gas, og derfor modstandere af en fælles energipolitik inden for EU. Disse to medlemsstater synes specielt interessante i denne sammenhæng, da de afspejler den konflikt der eksisterer mellem det mellemstatslige og det supranationale inden for EU.
Tidsperioden der undersøges strækker sig fra 1998 til 2010, da det er i denne periode,der er sket mest inden for det Indre Energi marked.
1.4 Metode & Kildekritik
Jeg har i opgaven arbejdet med den hypotetisk-deduktive metode. Ud fra kendt viden og teorier har jeg således deduceret mig frem til ny viden, ud fra en grundlæggende hypotese jeg har fremlagt. Ud fra denne tilgang kan man således enten verificere eller falsificere sin hypotese. Jeg forventer dog ikke at kunne komme så grundigt til bunds i min hypotese at jeg kan komme med en fuldstændig verifikation eller falsifikation af denne hypotese. Det spørgsmål jeg beskæftiger mig med er så omfattende af natur, at det ikke er muligt at kortlægge alle aspekter af det i denne opgave.
Empirien jeg benytter består i vid udstrækning af kvalitativ materiale omhandlende de teorier der benyttes, og fakta om de to lande der er brugt til case. Til selve analysen af samspillet mellem de to aktører er der anvendt materiale fra KOM og udtalelser fra medlemslandene, Tyskland og Storbritannien. Der benyttes således både materiale der er produceret af de to aktører og af andre forfattere, der i forvejen har analyseret på kendt viden. Mine fortolkninger bærer derfor præg både af at være baseret på andre forskeres fortolkninger. Empirien der er produceret af de to aktører, mener jeg ikke nødvendigvis bærer præg af bias, da der ikke er tale om en diskussion, om hvad der er den bedste løsning på problemet.
Alle data er sekundære data og udvalgt inden for den tidsramme jeg har angivet i emneafgrænsningen. Dette er med til at vise den institutionelle udvikling og er samtidig også instrumental i at vise, hvordan samspillet har været igennem perioden. Jeg har hovedsageligt arbejdet med litteratur der behandler europæiske integrationsteori og energiforhold, samt artikler fra internettet der omhandler samme.
2 Teori:
I dette afsnit vil der blive redegjort for de teorier der arbejdes med, liberal intergovernmentalisme og neofunktionalisme.
2.1 Teoriafgrænsning:
De to udvalgte teorier, neofunktionalismen og den liberale intergovernmentalisme, er valgt på grund af deres klassiske tilgange til integration og udvikling inden for EU. Den neofunktionalistiske tilgang lægger fokus på den institutionelle spill-over proces, hvori udviklingen af det Indre Energi Marked vil kunne ses som en naturlig udvidelse af det Indre Marked og hele det økonomiske samarbejde. Samtidig ses de vigtigste aktører at være de europæiske institutioner som drivkraften bag hele udviklingen. Modsat dette holder den liberale intergovernmentalisme fast i nationalstaterne som hovedaktører. De afgør principielt hvor meget magt, de vil afgive til de supranationale institutioner og har ultimativt det sidste ord i, hvor langt udviklingen må gå. Der lægges vægt på nationale aktører og deres indflydelse på statens ageren i det international forum (Moravscik, 1993, s.480). Visse begreber der er udviklet i forbindelse med disse teorier, er ikke blevet oversat, da jeg mener, at de forstås bedst i den oprindelige form. Der findes en række andre integrationsteorier, blandt andet multi-levelgovernance og konstruktivisme, men da disse ligger vægten på andre aktører end medlemsstater og institutioner, har jeg valgt ikke at benytte mig af dem.
2.2 Liberal Intergovernmentalisme:
Den liberale intergovernmentalisme er en hybrid mellem den klassisk liberale International Relations (IR) teori og den intergovernmentale skole af integrationsteori (Moravcsik, 1993, s. 482). Den intergovernmentalistiske teori fastholder, at nationalstaterne er de vigtigst aktører og at udviklingen inden for den europæiske integration er sket på baggrund af forhandlinger og kompromiser medlemsstaterne imellem. Stater handler ud fra princippet om rational choice, altså bevidst rettet mod et fastsat mål med egen vinding som højeste prioritet under alle omstændigheder, også kaldet end sum gains (Moravcsik, 1993, s. 482). Den liberale IR teori tilfører den dimension at staternes handlinger ikke kun determineres af rational choice og end sumgains, men også dannes gennem de påvirkninger regeringen udsættes for af de nationale interesser.
Det er således interesseorganisationer og indenrigspolitiske problematikker der i høj grad styrer hvilken retning en given stat vil gå, både i forhold til eventuel EU integration men også generelt i udenrigspolitiske spørgsmål. Enhver regerings primære mål er at forblive ved magten; dette opnår de kun gennem støtte fra en række grupper i samfundet, og disse grupper har dermed stor indflydelse, på hvilken politik den enkelte regering fører, både indenrigs – og udenrigspolitisk (Moravcsik, 1993, s. 483 & Hill & Smith, 2005, s. 29).
Udviklingen af nationale præferencer kan også ses som en proces i to etaper; Stater definerer først deres interesser og forhandler derefter med hinanden i et forsøg på at realisere disse interesser. Dette kan også ses som en slags udbud og efterspørgsel, hvori nationale interesser identificerer de potentielle fordele ved policy-coordination (efterspørgsel) og forholdet staterne imellem definerer, hvordan unionen kan reagere politisk på pres fra disse stater (udbud) (Moravcsik, 1993, s. 481).
Hvis integration skal kunne forklares som et resultat af mellemstatslige forhandlinger om statslige interesser, må vi kunne undersøge specifikke tiltag ud fra en række forudsætninger. For det førsteer det intergovernmentale samarbejde i EU frivilligt og der bruges ikke trusler om militære eller økonomisk sanktioner for få underskrevet aftaler. Det tætte samarbejde mellem de demokratiske regeringer i EU gør dette til noget nær en umulighed, da hele fællesskabet vil blive ramt hvis et land bliver underlagt sanktioner. Dernæst ses det, at forhandlingerne er præget af en høj grad af informationsdeling. Parterne har adgang til informationer om hinandens præferencer og forhandlingsmuligheder og samtidig også til alle tekniske detaljer om eventuelle policy forslag. Sidst men ikke mindst undertager parterne forhandlingerne med et minimum af omkostninger, da de foregår over en længere periode og der derfor kan fremlægges flere forskellige forslag og gives rig mulighed for forhandlinger på sidelinjen (Moravcsik, 1993, s. 498).
Disse forudsætninger er selvfølgeligt ikke altid tilstede, men de er et godt udgangspunkt, for hvordan forhandlingerne typisk foregår. Det er også med til at forklare, hvorfor det rent faktisk ofte kommer til reelle fremskridt med overgivelse af suverænitet fra staternes side, selvom det måske ikke umiddelbart er i deres interesse. Der må selvfølgelig også stadig tages hensyn til den relative magtfordeling parterne imellem. De der har mest at vinde fra policy coordination, står oftest svagest, da de er villigere til at gå mere på kompromis for at opnå deres mål (Moravcsik, 1993, s. 499).
Den liberale intergovernmentalisme var en af de ledende teorier inden for europæisk integration i løbet af 1990’erne, men blev samtidig kritiseret fra flere sider; både på grund af den manglende fokus på de supranationale institutioners rolle i forhandlingerne samt det faktum, at al information rent faktisk kommer fra KOM og dens rolle i disse forhandlinger. Samtidig pointeres det også, at Moravcsik ikke tager institutioner som den Europæiske Domstol og dens rolle i integrationen i EU med i sine overvejelser (Rosamund, 2000, s. 145).
2.3 Neofunktionalisme:
Som navnet neofunktionalisme antyder, er teorien videreudviklet fra den funktionalistiske skole. Her var hovedtanken, at de moderne samfund i højere grad fokuserede på de såkaldte softpolitics områder som velfærd og økonomi frem for hardpolitics, hvor fokus primært er sikkerhedspolitisk og militært. Politiske funktioner skal udføres på det mest effektive niveau, og politiske integration vil således udvikle sig på områder hvor de enkelte stater ikke kan udføre disse funktioner effektivt og til borgernes fulde tilfredshed (Hill & Smith, 2005, s. 21). Neofunktionalisterne, hvoraf Ernst Haas er en af de mest prominente (Wallace, 2005, s. 15), kombinerede denne idé med den føderalistiske tanke om en supranational europæisk institution der skulle samle de europæiske stater i et politisk samarbejde for at forhindre yderligere territoriale magtkampe.
Et centralt punkt i neofunktionalismen er den mere flydende integration. Det ses ikke som værende et bevidst valg at integrere yderligere, men derimod som en naturlig konsekvens af det eksisterende samarbejde. Samarbejde på et område fører altså til yderligere samarbejde på andre områder der berøres af det første for at opnå det optimale resultat. Et oplagt eksempel herpå er det oprindelige EU samarbejde under Kul – og Stål Unionen. Fusionen af de nationale institutioner under én supranational institution var med til at optimere forholdene og samle staterne under et fælles marked, men for virkelig at kunne drage nytte af samarbejdet måtte de berørte områder tilføjes. Her blev blandt andet transportsektoren påvirket i høj grad, da transport af råvarer og produkter nationalstaterne imellem, måtte koordineres for at få maksimalt udbytte (Rosamund, 2000, s. 60). Ligeledes blev den oprindelige toldunion den første byggesten der førte til det Indre Marked, som førte til et monetært samarbejde og endeligt den monetære union.
Integration sker således i form af spill-over. Spill-over findes i tre afskygninger; funktionel, teknisk og politisk. Funktionel spill-over sker fra et område til et andet, altså for eksempel Kul – og Stål samarbejdet til transport eller fra transport til klima. Dette fører så til et teknisk spill-over, hvor den institutionelle dimension bliver tilpasset til at håndtere det nye område, eventuelt med et nyt kommissariat eller blot med et råd. Til sidst fører dette så endeligt til den politiske spill-over hvor området overføres fra national til supranationalt niveau, og interessen fra politiske partier og aktører ligeledes overføres til den supranationale institution (Hill & Smith, 2005, p. 22). Haas understreger dog, at nogle områder er mere oplagte for spill-over end andre og at det hovedsageligt er områder med økonomisk substantielt indhold der vil opleve denne effekt, idet effekten af ændringer på disse områder er markant mere mærkbare for de befolkninger og aktører der påvirkes (Rosamund, 2000, s. 62).